Pelstøjets historie går langt ud over modeområdet. Det involverer også historien om pelshandel og intense debatter om dyrs rettigheder. I starten jagede folk dyr for at få mad, og deres pels blev brugt til at dække deres kroppe. Med civilisationens udvikling er pels ikke længere en livsnødvendighed, men hovedsageligt en luksus. Pelstøj er efterhånden blevet et symbol på elegance, rigdom, sexighed og magt.
Vi troede engang, at det var rimeligt at lave tøj af andre pattedyrs pels. I det 19. århundrede var det en modetrend at bruge dyrepels til at dekorere kraver og ærmer. I 1875 foreslog pelshandler Raveland først produktion af pelsbeklædning. Dette er en udfordring, fordi pels ikke er et almindeligt tøjstof. Store stykker pels fremstilles for det meste ved at splejse små stykker pels ud fra farve og tekstur.
I Vesten blev pels i starten kun brugt som for til beklædning, og det var først i det 20. århundrede, at tøjet fremstod helt lavet af pels.
Disse frontsoldater kan kun stole på en skål suppe for at få varme, mens kommandanten bærer en tyk frakke lavet af ulveskind importeret fra Sibirien. Pelstøj lavet efter klimaet i den sydlige region er ikke nok til at holde varmen i de nordlige lande.
For at få dyrepels ankom jægere til de mest afsidesliggende områder i Sibirien og Canada. På steder, hvor vejret fryser hele året rundt, er pelstøj ikke en luksusvare, men en nødvendighed for at modstå den hårde kulde. For inuitfolk er jagt nødvendig for at få mad, og pelsbehandlingen gør dem ikke kun i stand til at bære varmt tøj, men også at drive en stor pelshandel. For velhavende individer i Europa og USA er pelsbeklædning lavet af pels fra vilde dyr den mest luksuriøse form for tøj.
